GENERELT
Virksomheden drives under navnet Advokatfirmaet Thomey og er organiseret som enkeltmandsvirksomhed med CVR-nr. 35348166. Virksomheden har adresse på Grete Løchtes Gade 5, 7, 43, 8000 Aarhus C og kan kontaktes på e-mail: advokat@thomeylaw.dk.
Nærværende forretningsbetingelser er gældende for enhver opgave som Advokatfirmaet Thomey bistår med løsningen af på vegne af klienten, medmindre andet aftales skriftligt.
Alle advokater hos Advokatfirmaet Thomey er omfattet af virksomhedens ansvarsforsikring og garantiordning tegnet hos HDI Global Specialty SE, Langebrogade 3F, 1411 København K.
SAGENS MODTAGELSE
Ved sagens modtagelse undersøger vi gennem vores interne procedurer, at der ikke foreligger en interessekonflikt.
INDENTITETSOPLYSNINGER
Advokatfirmaet Thomey er omfattet af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme. Vi har efter denne lov pligt til at indhente identitetsoplysninger og dokumentation fra såvel nye som eksisterende klienter, der ikke tidligere har afgivet identitetsoplysninger.
Udenlandske klienter skal give andre oplysninger, der identificerer klienten på samme måde som et CPR-nr. for personer eller CVR-nr. for selskaber.
Identitetsoplysninger vil alene blive behandlet og opbevaret med henblik på forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme. Der vil ikke ske behandling af sådanne identitetsoplysninger til andre formål, herunder kommercielle formål. Identitetsoplysningerne opbevares i henhold til loven i minimum 5 år efter klientforholdets ophør.
PERSONOPLYSNINGER
Som led i Advokatfirmaet Thomeys sagsbehandling behandles der personoplysninger om den enkelte klient. Denne behandling er reguleret af persondataloven, der indeholder en pligt til nærmere at informere om behandlingen af personoplysninger:
TAVSHEDSPLIGT
Alle oplysninger, som vi modtager fra vores klienter, eller om vores klienter, i forbindelse med sagens behandling videregives ikke uden forudgående samtykke fra vores klienter, men er fortrolige. Alle medarbejdere hos Advokatfirmaet Thomey er pålagt tavshedspligt.
ANSVAR OG ANSVARSBEGRÆNSNING
Advokaterne hos Advokatfirmaet Thomey er som medlemmer af Advokatsamfundet underlagt Advokatsamfundets regler og rådgiver alene om dansk ret.
Vi er ansvarlige for vores juridiske bistand over for vores klienter efter dansk rets regler med de begrænsninger, som følger af disse forretningsbetingelser:
Vores ansvar er begrænset til summen af det beløb, som dækkes af vores ansvarsforsikring. Advokatfirmaet Thomey er ansvarsforsikret og har stillet lovpligtig garanti gennem HDI Global Specialty SE, Langebrogade 3F, 1411 København K med en maksimal samlet dækning for professionelt ansvar på 2,5 mio. kr.
Vores klienter kan rejse krav mod Advokatfirmaet Thomey.
Vores ansvar for skade omfatter alene direkte tab, således at følgeskader og ethvert indirekte tab, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste eller goodwill ikke er omfattet af vores ansvar. Vores ansvar omfatter ikke rådgivning eller andre ydelser, der er ydet eller leveret af andre rådgivere, som vi efter aftale med klienten har anmodet om bistand, eller som vi har henvist klienten til.
HONORAR
Generelt om honorarfastsættelse kan det oplyses, at honoraret i den enkelte sag fastsættes med udgangspunkt i følgende kriterier: (i) sagens værdi eller betydning for klienten, (ii) arbejdets omfang og kompleksitet, (iii) sagens udfald, (iv) den anvendte tid, og (v) det ansvar, der har været forbundet med sagens gennemførelse. Honoraret tillægges moms.
Opgaverelaterede omkostninger og udlæg, herunder gebyrer, rimelige rejseudgifter, større kopierings- og forsendelsesudgifter, betales af klienten udover honoraret.
Ved enkeltopgaver fakturerer vi i almindelighed ved sagens afslutning. Ved længerevarende sager søger vi at fakturere månedsvis eller kvartalsvis. Betalingsbetingelserne er 8 dage, hvorefter der beregnes morarente i overensstemmelse med rentelovens bestemmelser. Manglende betaling kan medføre, at vi af denne årsag udtræder af sagen samt andre sager, som vi behandler for klienten.
AFSLUTNING AF KLIENTFORHOLDET
Vort klientforhold ophører på tidspunktet, hvor den afsluttende faktura for vor bistand udstedes, eller på begæring af klienten. Hvis vi i en konkret sag ikke længere mener at kunne varetage sagen i klientens interesse, kan vi udtræde af denne. Originale dokumenter udleveres normalt senest i forbindelse med opgavens afslutning.
IMMATERIELLE RETTIGHEDER
Immaterielle rettigheder til materiale udarbejdet af Advokatfirmaet Thomey, tilhører Advokatfirmaet Thomey, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.
KLAGEADGANG
Hvis vores bistand eller honorar ikke lever op til klientens forventninger, opfordrer vi klienten til at kontakte den advokat, som er ansvarlig for klientforholdet. Vi vil så drøfte spørgsmålet og søge en mindelig løsning på spørgsmålet. Advokatfirmaet Thomey er i øvrigt underlagt Advokatsamfundets generelle regler vedrørende klager, herunder klage til Advokatnævnet, www.advokatnævnet.dk.
Advokaterne hos Advokatfirmaet Thomey er omfattet af Advokatsamfundets tilsyns- og disciplinærsystem og af reglerne om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. Herudover gælder de advokatetiske regler. De regler, der særligt gælder for udøvelse af advokaterhvervet, kan findes på Advokatsamfundets hjemmeside www.advokatsamfundet.dk.
I tilfælde af en tvist om salær opkrævet af Advokatfirmaet Thomey, kan klienten klage over salærets størrelse til Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K, www.advokatnaevnet.dk. Advokatnævnet har også kompetence til at behandle adfærdsklager over advokater.
LOVVALG OG VÆRNETING
Eventuelle tvister mellem Advokatfirmaet Thomey og en klient afgøres i henhold til dansk ret. Værneting er Retten i Aarhus, såfremt en sag indbringes for domstolene.